SÅ landede den første sne i Paris i nat.

SÅ landede den første sne i Paris i nat.

Tvangstanker eller integration ?

Sådan ser alle mine baguettes ud. Hver gang jeg stopper hos bageren, inden jeg påbegynder opstigningen til sjette for at skaffe det obligatoriske supplement til aftensmaden - le baguette - så snupper jeg lige en bid. Ikke fordi jeg er ved at gå til af sult, ikke fordi det dufter exceptionelt godt (hvad det gør), men simpelthen fordi jeg ikke kan lade være. Sådan gør man. Og ‘man’ er alle andre fyraftenshandlende, der befinder sig i bageren sammen med mig. Jeg har til dato ikke luret funktionen af denne prøvesmagning. Jeg kan kun konstatere, at jeg føler mig som en del af et usagt fællesskab af ‘os der nipper til baguetten’. Og det gør mig egentlig helt godt tilpas.

Det er nu officielt, at Paris er den mest “likede” by på Facebook. Flere end to millioner synes godt om byen (heraf blot 335.000 franskmænd), der dermed lægger sig langt foran andre metropoler som London og New York. 
Det fejrer Hôtel de Ville med et stort “TAK” på pladsen foran bygningen.

Det er nu officielt, at Paris er den mest “likede” by på Facebook. Flere end to millioner synes godt om byen (heraf blot 335.000 franskmænd), der dermed lægger sig langt foran andre metropoler som London og New York.
Det fejrer Hôtel de Ville med et stort “TAK” på pladsen foran bygningen.

Emmaüs

For enhver bosiddende i Paris på et lille budget er Emmaüs det der tilfredsstiller en ustoppelig købetrang. Selv om man også i Frankrig har Frelsens Hær (L’Armée de Salut) så er Emmaüs bare lige det sejere. Særligt denne udgave, beliggende i kulturcenteret Le 104 i det 19. arrondissement. Det er genbrug solgt i smukke rammer, der ikke mister nostalgien.

Efter at have leget udklædning i en times tid, med silkebluser, velourkjoler og alt i chiffon endte jeg med en chik vinterfrakke i noget så almindeligt (og anvendeligt) som uld.

Jeg læser…og læser

Det er svært for mig at indrømme. Men selv om jeg bor i verdens fedeste by, kan jeg ikke ”profitere” til døde, som min tidligere fransklærerinde ellers bød mig.

Jeg har simpelthen set mig nødsaget til at skrue ned for udenomsaktiviteterne og intensivere studierne. En ting er, at selv om sproget flyder nemmere og hurtigere nu end ved min ankomst, så tager det mig stadig ti gange så lang tid at stave mig igennem en tekst end hvis den havde været på mit modersmål.

Noget andet er, at jeg må give de franske studerende – de knokler. Der er undervisning alle hverdage med hjemmeopgaver i alle fag. Og så skal de lige skrive et mini-speciale oveni. Jeg klager ikke, jeg konstaterer bare at det kræver hårdt arbejde. Og desværre også nogle weekender.

Le Parc de Saint Cloud

Tager man linje 10 til endestationen Boulogne-Pont Saint Cloud stiger du op til en hverdag, der ikke har meget parisercharme over sig. Husene er lave, butiksskiltene grimme og vejene bredere. Langs med Seinen løber en motorvej, og det kan i det hele taget være vanskeligt at forstå, hvad man skal sådan et sted som fodgænger.

Men, for selvfølgelig er der her lagt op til et men, på den anden side af motorvejen ligger Saint Cloud-parken, som et sjældent tilvokset og urørt stykke friseret park, der har fået lov at stå.

 På en våd efterårsdag var stemningen magisk og mytisk.

Pas på de fremmede i metroen

Stødte på ulasteligt klædt dame i metroen i weekenden. Gyldenblondt hår, hvis bølgen vidnede om en aften med curlere. Rank ryg og løftet ansigt. Dertil en kappe (!) i fuld kropslængde i rødt satin med den polske ørn på ryggen. Og netop denne ørn vakte så meget nysgerrighed hos min gæst Max, at han liiige måtte spørge hende om hendes relation til østlandet. Det åbnede op for fru Gyldenblond. Hun tilhørte en særlig del af den katolske kirke under en polsk orden. På verdensplan er de 4000, i Frankrig kun 150.

”Og derfor må vi jo blot missionere mere end dobbelt så meget,” som hun sagde, idet hun intensiverede sit formål.

Netop på vej til en demonstration foran familieministeriet imod homoseksuelles ret til ægteskab (chok !), skulle hun skifte på La Motte-Piquet Grenelle. Det skulle vi også fortalte jeg og hendes spontane glæde afslørede en komplet mangel på jordforbindelse :

”Skal I også til demonstrationen ?”

 De sidste fem stop var endeløse. Med forbandelser over vores tid og medierne – altid mediernes skyld – og hvordan vores slappe tilgang til religion og samfund var skyld i at vi i dag ser flere homoseksuelle.
”I gamle dage var der ingen, og se hvor mange de er i dag !”

Som Max funderede da vi lige skulle have pusten efter mødet med helligheden :
”Du skulle have spurgt hende, hvordan homoseksuelle formår at formere sig”

Paris vågner hver dag op til dagen efter styrtregn om natten

Gaderne er fugtige og plettet der hvor asfalten er ved at tørre. De få blade der er blevet løsrevet under nattens regn ligger udstrakt i rendestenen. Bortset fra at det ikke er regn. Det er gadefejernes arbejde, der hver morgen giver Paris en tarmrensning. 

Kun i Frankrig at du ser sådan en hitliste…

Kun i Frankrig at du ser sådan en hitliste…

Så er det i dag at Beaujolais’en lander. 
Som min søde (danske) nabo tørt betegnede dagen : ” Det er jo blot franskmændenes svar på J-dag. Vinen er ikke en gang noget særligt. “
Det vil jeg nu lade som om - og tage til Beaujolais Nouveau-aften hos naboen. 
Santé !

Så er det i dag at Beaujolais’en lander.
Som min søde (danske) nabo tørt betegnede dagen : ” Det er jo blot franskmændenes svar på J-dag. Vinen er ikke en gang noget særligt. “
Det vil jeg nu lade som om - og tage til Beaujolais Nouveau-aften hos naboen.
Santé !